Kontakt os

Aakjærselskabet, Jenlevej 6, 7870 Roslev

Tel: 24 26 00 25

Følg os..

Om os

Aakjærselskabet er et af Europas største litteraturselskaber med knap 2400 medlemmer.

Af Henning Linderoth

 

En lille dreng

 

En lille dreng sad ved bredden af Karup å og spejlede sig i vandoverfladen. Drengen hed Jeppe Jensen, og ifølge gammel bondeskik opkaldt efter bedstefaderen. Her ved åen fik tankerne frit spil og de løb hurtigt op til skolen i Fly. I morgen skulle han begynde i skolen efter ferien. Der kom en ny lærer. Den gamle lærers ris sad stadig som erindring ned over ryggen på ham. Nu havde han heldigvis kun et år tilbage af skoletiden, så skulle han rigtig ud at tjene på landet. Så skulle han ikke bare være hjorddreng og flytte kreaturer hver morgen inden skolegang og bagefter. Han så ned i åens blanke vand, hvor hvide skyer spejlede sig på en himmelblå baggrund, der stille og rolig sejlede forbi, og lod tankerne drive ud i verden…

 

Sulten meldte sig og madmors mellemmadder var godt fedtbelagte og med løgringe. I dag var maden pakket ind i Viborg Stiftstidende. Der var en fedtplet lige der, hvor avisen omtalte J. P. Jacobsens bog ”Niels Lyhne”. Det var svært at læse. Jeppe havde før læst noget om J. P. Jacobsen. Det var om en bog af Darwin om udviklingslære. Han havde også lagt mærke til, at der var forskel på Viborg Stiftstidende og Viborg Stifts Folkeblads omtale af Darwin. Den første var negativ, og den sidste var meget positiv. En begyndende kritisk sans var plantet i den lille dreng som et spirende frø.

 

Han begyndte igen at tænke på næste dag, hvor han skulle begynde i skole. Et år tilbage og så skulle han, ligesom brødrene hjælpe til derhjemme og ud at tjene på en gård. Livet var for alle børn lagt tilrette. Kun drengenes soldatertjeneste kunne for en periode rykke dem ud af landsbyens traditionelle liv. Landsbyen Aakjær var meget lille, men den fungerede og behovet for at forlade den var ikke stor. I nabolandsbyerne var livet ikke anderledes.

 

Men! Næste dag gik Jeppe op til landsbyskolen i Fly – intetanende – men hurtigt blev alt forandret.

 

© Copyright 2015. All Rights Reserved.